Aftenen før en første starttid er spørgsmålet, der kører rundt, næsten aldrig »kommer jeg til at spille godt«. Det er »kommer jeg til at ligne en, der ikke har forstået noget som helst«. Du åbner skabet, tager tre overdele frem, lægger dem tilbage.
Så her er det korte svar med det samme: en overdel med krave, et par bukser der ikke er denim, rene sko. Det får dig ind næsten alle steder, og du kan lukke denne side. Resten er til de to eller tre tilfælde, hvor det bliver kompliceret.
Kraven: husker du én ting, så husk den her
Kraven er det stykke tøj, der sparer dig for at tænke. Kortærmet polo, langærmet, halfzip når morgenen er kold: det er den overdel, en bane forventer. Af de tre griber vi ud efter halfzippen næsten hver gang. Der er koldt de første huller, du åbner den ved niende, du beholder den på vejen ind.
Nogle klubber kræver det, andre anbefaler det. Under alle omstændigheder løber du ingen risiko med en krave.
Det, der skaber ballade, hører til en anden familie af tøj: rundhalset t-shirt, tanktop, en trøje fra en anden sport. Det er ikke et spørgsmål om kvalitet, der findes t-shirts med bedre snit end halvdelen af de poloer, man møder på træningsbanen. Det er et spørgsmål om, hvor de kommer fra, og det ses på ti meters afstand.
For kvinder er det mere afslappet: ærmeløse overdele går an mange steder. Og reglen om poloen nede i bukserne er rettet mod mænd og formuleres næsten altid som »som udgangspunkt«. Hvilket siger noget om, hvor meget nogen vil gøre ud af det.
Cowboybukserne, og hvorfor de gør alle vanvittige
Det er her, en spiller, der rent faktisk har læst sin klubs side, stadig spekulerer på, om han forstod det rigtigt. Han forstod det udmærket. Reglen siger simpelthen to forskellige ting alt efter, hvor man står.
På banen er det nej. Alle steder, eller næsten. Og det gælder også de næsten-cowboybukser, dem med snittet og syningerne uden helt at være det.
I klubhuset skifter historien. Mange klubber tolererer klassiske cowboybukser, så længe de hverken er hullede eller falmede. Denim afvises som sportstøj, ikke som tøj i det hele taget. Dit mørke, rene par redder dig ikke på første teested, men det lukker heller ikke terrassen for dig.
Er det krystalklart? Nej. Men det er en kamp, ingen har lyst til at tage på en parkeringsplads med baggen over skulderen ti minutter før starttid.
Golfbukser rejser til gengæld aldrig et spørgsmål. Shorts er tilladt mange steder, med ét forbehold, der dukker op hver gang: længden. Crans sætter tal på det på sin egen måde, ikke mere end et scorekorts bredde over knæet, og det er den bedste måleenhed, vi har læst. Det, der faktisk bliver afvist: badeshorts, nederdele der er for korte, cargoshorts, leggings. Hvad angår strømper, har ingen nogensinde skrevet en regel. Gør som du vil.
Sko og kasket
I begyndelsen, og især på træningsbanen, er en ren sneaker med flad sål ofte nok. Golfsko bliver nyttige den dag, du leder efter greb på vandmættet jord, og den dag kommer hurtigt dér, hvor vi spiller.
Metalspikes er det ene punkt, alle er enige om: nej. Bløde spikes, og mere siger vi ikke om den sag.
Kasketten, med skyggen fremad på banen, ryger af på vej ind i klubhuset. Det ligner ingenting. Og alligevel er det den detalje, der skiller den, som lige er dukket op, fra den, der har spillet før.
Stoffet klarer resten
Vores poloer er polyester med en andel elastan, mellem 6 og 12 % alt efter model. Det er elastanen, der får en polo til at lægge sig tilbage i form efter svinget i stedet for at blive hængende udstrakt ved albuen og kraven. Til gengæld beder den om enkel pleje: kold maskinvask, 30 grader, mørkt for sig, intet blegemiddel og frem for alt intet skyllemiddel. Det er ikke en holdning, det står sort på hvidt på mærket.
I tvivlstilfælde: ring
Alt dette afgøres klub for klub, og ingen artikel, denne inklusive, erstatter tredive sekunder i telefonen. To spørgsmål dækker næsten det hele. Er shorts tilladt på banen? Accepteres cowboybukser i klubhuset? Ingen i den anden ende bliver overrasket over at få spørgsmålet.
Og vil du helst slippe for at ringe: overdel med krave, sportsbukser, rene sko. Målet var aldrig at være velklædt. Det er at holde op med at tænke på det, når du først står på første teested.
Det er den ramme, vi designer Dogleg-tøjet i: golftøj man bliver ved med at have på efter runden.